Året før Taya kom til verden, blev en lang og blodig broderstrid om kongemagten afgjort på et skakbræt. Taya er 14 år gammel, da hendes elskede morfar under dramatiske omstændigheder betror hende en skakbrik og en temmelig uklar opgave. Det går snart op for Taya, at hun er ved at blive indhentet af sin morfars stormfulde fortid: Hun er selv en brik i et ondt og djævelsk udtænkt spil.
Morfar ligger på ryggen med åbne øjne.
Stormvinge står ved hans hoved. Den kær-
tegner ham på kinden med sit næb. Jeg
mærker gråden snøre halsen til, men jeg vil
ikke tude, det er nu, jeg skal vise, at jeg er …
næsten voksen. Jeg bøjer mig over ham.
”Morfar …”
Han ser på mig og prøver at række ud
efter mig. Bevægelsen er anstrengende og pine-
fuld, smilet kan ikke holde stand, armene falder
slapt. Jeg vil knuge mig ind til ham, men han
ser så skrøbelig ud. Han prøver at sige noget,
men ordene er kun en svag, gispende hvisken.
Da jeg bøjer mig ned til hans læber, lægger
jeg hånden i noget vådt og varmt i græsset. Et
halvkvalt skrig undslipper mine læber, men jeg
rykker ikke væk.
”Taya … hør godt efter … i buret … Storm-
vinges bur … en hvid springer … en af seks
brikker …”
Han kniber øjnene sammen, som bliver han
blændet af stærkt lys. En dyb, skælvende vejr-
trækning tager smerten væk, så han kan se på
mig igen, hans hånd leder efter min. Da vi knuger
hinandens hænder, bliver hans åndedræt roligere.
”De må ikke få den,Taya … springeren … for-
står du?”
”Hvem må ikke få den, Morfar?”
”Masken, Taya … Masken!”
Kommentar fra Hannah, klik på brevet!
